Gipsens massefylde og vægt pr. m³

I naturen forekommer gips som en hvid eller lys bjergart. Den dannes af mineralet af samme navn, som består af calciumsulfat og krystalvand. På grund af vandet i krystalstrukturen kaldes naturlig gips calciumsulfatdihydrat. Ud over det bundne vand kan der findes fri fugt på gipsens overflade og i porerne; mængden varierer med opbevaringsforhold og omgivelser.

Ud over hovedbestanddelene kan gips indeholde urenheder som kvarts, karbonater, kalksten, dolomit, svovl samt ler- og bitumenholdige indeslutninger. De kan give råmaterialet forskellige farvetoner. Indholdet af urenheder i naturlig gips kan variere betydeligt fra forekomst til forekomst.

Ældre opslagsbeskrivelser angiver, at fri overflade- og porefugt i naturlig gips kan udgøre cirka 10-15 procent, mens fremmede urenheder undertiden ligger mellem 1 og 25 procent. Værdierne afhænger af forekomsten, opbevaringen og råmaterialets forberedelse.

Gips har en blød og forholdsvis sej struktur. Der skelnes normalt mellem flere varianter:

• gips i form af store krystaller;
• finfibret gips eller selenit;
• kornet gips.

Alabast er en af de mest kendte varianter af kornet gips. Det bruges til modellering, overfladearbejde og dekorative elementer. Materialet tager let den ønskede form og hærder hurtigt og er derfor praktisk til mindre bygge- og interiørprodukter.

Gipsens kvalitetsegenskaber

Ved fremstilling af byggegips opvarmes gipsstenen. Under brændingen mister materialet en del af vandet, bliver løsere og lettere at formale. Pulveret blandes derefter med vand og danner en ensartet plastisk masse, som hurtigt afbinder.

Gips har en række fordele i byggeriet:

• kort hærdningstid;
• dekorative elementer kan males i forskellige farver;
• lav massefylde og forholdsvis lette konstruktioner;
• lav følsomhed over for høje temperaturer;
• gode lydisolerende egenskaber;
• ugiftighed ved almindelig anvendelse;
• evne til at holde på varmen.

Gips anvendes ofte i byggeriet. Den kan danne grundlag for skillevægge, tørpuds, plader og andre produkter og desuden fungere som hjælpebestanddel i blandinger.

Trods fordelene har gips også ulemper:

• lav modstandsdygtighed over for vedvarende fugt;
• forholdsvis lav mekanisk styrke;
• kort brugstid for den færdigblandede mørtel.

Ved store arealer kan gipsens hurtige afbinding gøre påføring og udjævning vanskeligere.

Gipsens massefylde og vægt

Til fremstilling af gipsmaterialer anvendes gipssten med en bestemt fraktionssammensætning. Store råstofstykker knuses og formales normalt yderligere, så materialet bliver egnet til forarbejdning.

Gipssten kan i praksis leveres til forarbejdning i store stykker på cirka 50-300 mm, mens mindre fraktioner omkring 5-50 mm også bruges i produktionen. De konkrete krav afhænger af virksomhedens teknologi og det materiale, der fremstilles.

Ved beregning af et partis masse, transport og forbrug er gipsens rumvægt vigtig. Som vejledende værdi kan man anvende cirka 2.320 kg/m³ for gips og 2.200-2.400 kg/m³ for gipssten. Den faktiske værdi afhænger af porøsitet, fugtighed, urenheder og materialets formalingsgrad.